Garderforeningen Als & Sundeved nu også er oprettet på Facebook.
Her kan alle medlemmer der ønsker det se programmet og læse nyheder.
Generalforsamling i Garderforeningen for Als og Sundeved torsdag den 18. marts 2010.
På Vollerup Kro mødtes 47 gamle gardere til årets generalforsamling. Efter et minuts stilhed til minde om årets afdøde garderkammerat, blev ordet overgivet til den valgte dirigent Jørgen Jacobsen, som ledte slagets gang.
Formanden aflagde sin beretning og kunne atter engang berette om en del aktiviteter fra det forgangne år. Sergentskolen i Sønderborg blev genstand for spørgelysten, idet skolen formodes at være i fare ved de kommende forsvarsforhandlinger. Der er planlagt en arbejdsgruppe, som ser på sergentskolens fremtid.
Fra skydeudvalgsformanden blev der ligeledes berettet om en del aktivitet året igennem. Blandt andet blev årets Trekantskydning vundet af Sønderjysk Garderforening. Denne skydning afholdes i år i eget regi, så mon ikke der kan vise sig en fordel i at skyde på hjemmebane?
Årets lerdueskydning med efterfølgende fælles grillmad blev atter bakket op af medlemmerne og deres familier, ligesom Fastelavnsskydningen – som yderligere blev ”annonceret” pr. mail – havde 28 deltagere. Disse hyggelige arrangementer er for hele familien.
Bowling har ligeledes været på programmet og her er der afholdt 6 bowlingaftener med et gennemsnit på 7,8 mand (m/k) i deltagere. Trekantbowlingen blev i år præmieret med pokalen til foreningens bowlere med en score på 599 point.
Vor nye kasserer var meget tilfreds med årets resultat, der udviser et overskud på 4.388 kr. Dette er blandt andet fremkommet af medlemskontingentet fra de 186 medlemmer i garderforeningen. Sponsorerne har igen i år hjulpet med en økonomisk håndsrækning, hvilket foreningen nyder godt af og værdsætter meget. Dette kommende år forventes at give et lille overskud på 750 kr.
Formanden og 2 af de 3 på valg værende bestyrelsesmedlemmer blev genvalgt for den kommende periode. Idet Kjeld P.P. Clausen ikke ønskede genvalg, blev der valgt et nyt bestyrelsesmedlem. Valgt blev Kurt Rasmussen. De fortsættende er Erling Clausen, Boe Andersen samt Mogens Dankert.
Foreningens revisor samt fanebærer blev ligeledes genvalgt. Disse er Jens Beck samt Preben Rauch.
Ligeledes forblev kontingentet for næste år uændret på 300 kr.
Idet der ikke var indkommet forslag til behandling på generalforsamlingen, blev der – efter en veloverstået fortæring – uddelt hæderstegn til 5 af medlemmerne. Der var 4 fyrreårsjubilarer og 1 femogtyveårsjubilar, som alle blev hædret med de respektive årstegn.
Igen i år blev der samlet ind til gavefonden, der sender gaver til vore udsendte garderkammerater i tjeneste uden for landets grænser. Det indsamlede beløb blev 1.226,50 kr., som er overført til fonden.
Slutteligt blev der igen opfordret til, at de, som endnu ikke har oplyst en mailadresse til foreningen, gjorde dette. Invitationer til arrangementer og huskere herpå vil derved få lettere ved at komme ud til medlemmerne i større stil.
Kontingentbetaling opfordres ligeledes til at blive tilmeldt PBS, så den årlige betaling fremover kan køre automatisk. Bliver der ikke indbetalt kontingent til tiden, når der er udsendt FI-indbetalingskort, vil der efter en enkelt rykker og senest til udgangen af juni måned ske udmeldelse af foreningen.
Inden der atter var ”aftrædning til hjemkørsel”, fik Jørgen Jacobsen en stor tak for sin sikre dirigering af årets generalforsamling, ligesom Kjeld P.P. Clausen også fik en stor hånd for sit årelange engagement i foreningens bestyrelse. |